Godt Nytår…

Mandagen startede med at telefonen ringede Lilyas dagplejemor var syg, og om vi ønskede gæstedagpleje, og burde jo nok have sagt ja, for min energi og luft var bare i bund, men kunne risikere at få en i den anden ende af byen, så jeg tænkte bare nej jeg er jo alligevel hjemme så beholder jeg hende også hjemme. For min luft var heller ikke til at gå for langt, men storesøster var jo hjemme og skulle først have virtuel undervisning kl 13, så hun kunne jo hjælpe til, hvilket hun også er en knag til, når hun da gider.
(når jeg så tænker over det, så i de snart 1½år Lilya har været hos Helle, har Helle ikke været syg, det er meget godt, og vi håber ikke det er alvorligt, vi sender varme tanker til vores Helle, og håber hun snart er frisk igen, for hun er meget savnet her hjemme, Lilya siger flere gange om dagen at hun skal hun ned til Helle 🙂

Kl 8 måtte jeg lige ringe til lægen, for ville have en ny inhalator, og de ville så godt se mig fordi jeg lød som jeg gjorde og hostede og mistede luften. Så fik tid kl. 11
Og med de læger jeg har mødt deroppe, var jeg noget skeptisk, de har ikke været 5 potter pis værd, men da jeg blev kaldt ind kom jeg ind til en dame læge, som var så sød og i mødekommende, og spurgte ind til mig, og fortalte jeg jo faktisk har hostet i en måned hvis ikke tog, og havde nok kontaktet lægen i hvert fald engang om ugen, uden de har villet se mig, og bedt mig om at gå til et spejl og set om jeg selv kunne se nogle hvide pletter på mine mandler, og da jeg ikke kunne det, jamen så var det bare virus, for det var jo i omløb… Hvor hun gloede noget også sagde ja det er rigtigt, men hun forstod ikke de bare havde konkluderet det, ved jeg selv skulle kigge mig i halsen.

Men det viste sig så at inhalatoren, måtte jeg egentlig kun suge i 2 til 4 gange om dagen, og jeg jo så havde overbrugt den, men det hjalp jo lidt, fra når jeg fik et anfald et kvarter til en time, men det gjorde ikke noget jeg havde taget den så voldsomt meget, men det lød jo så på hende at jeg ikke kunne få suget den ordentlig ned i lungerne, så hun ville lige måle mit infektionstal, på sådan en hurtig blodprøve i fingeren, og så skulle jeg lige vente lidt igen.
Da hun så kaldte mig ind var mit infektions tal ikke forhøjet, men hun ville alligevel indlægge mig, for dog var det ikke så slemt som da jeg blev indlagt sidst, men hvis jeg ikke fik medicinen ordentlig ned i lungerne, ville det nemt inde så slemt igen.
Så hun bestilte en ambulance til mig, dog ikke med udrykning, så var det bare at sidde og vente på den.

Martin, var taget før hjem fra arbejde, for at tage med mig, og imens holdt Taya øje med Lilya, men så måtte Martin tage hjem, da Taya jo skulle have undervisning kl 13.

Ude på sygehuset var der run på, og ingen ledige stuer, så blev lagt på gangen, ikke så fedt at lægge der og hoste i vilden sky, men de løb frem og tilbage de ansatte, men som sygeplejersken sagde der tog imod, det er mandag, så er der altid kaos.

Jeg blev podet til at starte med, for covid, og så kom der en og tog en masse blodprøver, og så ventede jeg jo egentlig på de kom med en maske, men efter 2 timer havde jeg stadig ikke fået nogen maske, og min hoste blev egentlig være igen, så godt jeg stadig havde lidt sug tilbage i min inhalator. Så var der vagtskifte, og så kom der sådan en sød en og spurgte om jeg var ok, men egentlig ikke, og ville også rigtig gerne på toilettet og have noget at drikke var så tør i mund og hals af al den hosten og min luft blev egentlig heller ikke bedre af at have mundbind på..
Hvor hun sagde jeg godt måtte tage mundbindet af nu hvor jeg lå på min plads, men var ikke helt tryk ved det, men træk det lige lidt ned over næsen, engang i mellem.

Fik noget at drikke og det gjorde godt, efter endnu et par timer kom der en læge, og undersøgte mig, og beklagede over jeg ikke havde fået en stue, men jeg tænkte der var nok andre der havde det være end mig, som havde mere behov for en stue, men det syntes hun ikke…
Der lå en foran mig lidt længere fremme på gangen, som bare lå og brækkede sig i en pose, hende ville jeg mene ville have mere brug for sin egen stue, så synd for hende.
Men der gik nok yderligere en time, så kom lægen igen og havde tjekket mine prøver, og der noget forhøjet infektionstal, på mine hvide blodlegemer , det forstod jeg ikke helt for havde jo fået målt infektions tallet ved lægen, men den måler ikke dem som de måle ved en rigtig blodprøve, nå ok, og hun kunne se efter min sidste indlæggelse, der var det tal lavt, men kunne jo så også se, at de havde givet mig antibiotika, og alt muligt anden, inden blodprøverne blev taget, så nok derfor at de ikke havde set det der, og med god grund.
Men der var bakterier på mine hvide blodlegmeder, og nok en infektion på lungerne.
Så nu skulle hun lige snakke med en lidt mere erfaren læge, om jeg kunne få et skud antibiotika nu og så udskrives, og få antibiotikakur med hjem.

OG sådan blev det, så nu håber vi ikke på flere indlæggelser, og håber antibiotikaen hjælper, og så har jeg min inhalator, jeg kan tage ved behov, for at lindre lidt, for hoste anfaldene vil jeg nok have et par dage endnu, indtil antibiotikaen rigtigt er kommet ind og virke.

Så hjemme i hvert fald resten af ugen, og så må vi se forhåbentlig klar til mandag igen.

I dag for 14 dage siden, blev Lilya indlagt.

Hun gispede efter vejret og så måtte vi afsted, hvor hun hun så fik ilt, uha det er overhovedet ikke sjovt når ens små er syge, men det værste er sgu når det så ender med indlæggelse, hader det, hader bare i det hele taget sygehuse.

Diagnosen blev stillet Falsk Strubehoste, i værste tilfælde hedder det indlæggelse med ilt 🙁 men man kan af hjælpe det ved at sove med åben vindue og sidde sovende, eller ja pakkes ind i dynen og så ud og gå i den kolde friske luft, og så i det hele taget når anfaldet er ovre iskoldt at drikke eller spise.
Det var overhovedet ikke de fedeste dage vi havde eller nætter, for det jo dem der er det værste, om dagen var der stort set ikke noget. jo kun når der skulle soves middags lur, og prøv du at forklar en “baby” på 16 måneder at hun nærmest skal sidde op og sove, når hun faktisk altid selv helst vil om på maven og lægge.

Hjemme og nætterne var slemme men vi klarede den med åbent vindue om natten eller ud og gå, men hold nu kæft jeg frøs, så måtte sove med bukser, hoodie og halstørklæde på, det endte jo også med jeg begyndte at snotte og hoste, og det er bare nærmest total No Go i disse Corona tider, men blir teste hver uge og havde ikke corona, det var bare resultatet at kolde nætter for lille-pigens skyld. Man blir så træt i sær når man ikke har sovet i 48 timer, men heldigvis endte det lykkeligt og en uge hjemme så var hun klar igen, men sådan noget falsk strubehoste kan vare til man er 3 til 5år, men man kan også være så heldig at det kun er en enegangs forestilling, vi krydser fingre for det sidste 😉

Fortsætter dette indlæg, med et helt andet emne, i fredags Store bededag var vi inviteret til Oldes fødselsdag ( Martins Bedste mor fyldte 88år) En skøn eftermiddag/aften med lækkert mad og godt selskab, vi var sådan spændte på hvordan Lilya ville tage det, for i det her Corona år har hun ikke været sådan sig selv i et større selskab, og har sådan mere bare ville hænge op af en, men hun klarede det bare så flot, og rendte bare rundt og hyggede sig og mest af alt, skulle hundene Simba og Bertil bare have en masse møsser, i løbet af dagen 🙂
Det var så dejligt at se andre fra familien samlet og ikke kun vores egen lille bobbel som det har været siden ja gud ved hvornår.

Her til sidst vil jeg slutte af med at i går aftes havde jeg sådan en underlig fornemmelse i min krop, i må ikke spørge mig hvordan, men den var bare underlig, og jeg måtte lige sende en sms til Taya og høre om hun var OK, inden jeg i det hele taget turde lægge mig til at sove.
Til morgen vågnede jeg så et kvarter inden vækkeuret ringede, vågen ad en drøm jeg havde, som også var en underlig en, og som jeg så også havde det sådan underligt over.

Drømmen var på en solrig strand jeg var død, og alle mine familie og bekendte som er døde var der, dem som jeg ikke rigtig kendte kendte eller havde sådan en forhold til, det var sådan på afstand, men det var der, min mor var der, kyssede mig på panden og sagde hun var ked af alt det jeg havde været igennem, og undskyldte og sagde jeg ikke kunne være der endnu, for mine piger havde brug for mig.
Min morfar var der og sang ” Smil til mig pige’lil” imens jeg så mig selv med Lilya i armen da hun var spæd, i vores stue, hvor han stod bag mig og sang med, som om han var der.

Famse var der, og Tayas hund passede på hende (en bamse som Taya gav hende da hun lå på hospice) og vi sad på en stol i vandkanten, med bare tæer og mærkede vandet gilde ind over vores fødder, når kom skyllende ind på stranden, men en kop kaffe i hånden.

Hun kigger på mig,  jeg græder og  jeg fortæller hvor meget jeg savner hende, og jeg er så ked af at hun ikke har mødt Lilya, og hun smiler og siger, det passer ikke hun har mødt hende, og hun har siddet ved Lilya hver aften, men nu skal jeg vende tilbage, for Martin og mine piger har stadig brug for mig, og så vågnede jeg.

Hade sådanne drømme, og måske er der mere mellem himmel og jord, men det var så klamt, og den der underlige følelse jeg havde i kroppen i går inden senge tid og så sådan en drøm, hvad skal det betyde? skal det i det hele taget betyde noget? Hvem ved….

Feberen steg igen i går, trods at Lilya ellers havde fået panodil en time forinden, så steg den og kom op over de 40 igen 🙁 og lille-fisen blev mere slatten.
Så vi måtte en tur ud forbi Børne modtagelsen endnu engang, heldigvis ingen stik denne gang, for de ville bare tjekke prøverne fra dagen forinden igennem igen, og så fik hun lidt ipren-junior som hurtigt virkede og fik hende til at falde til ro, der var ingen bekymring fra sygeplejerskens side, men alligevel kom vi i isolation, for lægen ville teste for covid 19.

En skide god læge, han var hurtig og fik bare det hele overstået, ikke noget med stille og rolig at gå i gang, niks det var bare en to tre og så pinden ned i halsen og vupti så var det overstået.
Selvfølgelig syntes Lilya ikke om det og var meget ulykke i noget tid efter, og fik sågar blodnæse, men det var hurtigt overstået.

Og så fik vi udskrivelses sedlen, og kunne tage hjem og vi ville få svar efter 24 timer, mente lægen.
Så nu er det bare at vente på det svar.

Det var en sen tur, så vi var hjemme kl 00, og så gik der nok en time, før lille-fisen faldt i søvn, og så vågnede hun her til morgen kl. 8 og var feber-fri men stadig lidt slatten, men hun virker bedre tilpas…

Sikke en dag i går, men det startede allerede i forgårs onsdag, var vi så småt var igang med at gøre os klar til at skulle besøge Helle, dagplejen, en sidste gang inden hun skal starte.

Kunne se på hende hun ikke var helt frisk og så var temperaturen 38.1, en lille feber så det ville jeg ikke gøre så meget ved, for det kunne jo være tænder var på vej eller noget, men hen af middag steg den og sagde 39.2.
Lægens telefon var lukket med heldigvis har de en akut telefon man kan sms til ind til kl. 16 så efter jeg havde skrevet en sms gik der 5 minutter så ringede lægen, og der var Lilya snakkende og vågen i baggrunden,  som hun kunne høre, så hun var ikke bekymret, men forslog panodil og så skulle vi selvfølgelig ringe tilbage hvis det blev værre.

Så Farmand måtte lige en tur på apoteket på vejen hjem fra arbejde.

Resten af aftenen var hun fin nok og feberen blev holdt nede på 38.5, hun ville gerne snakke/pludre men var ikke helt på toppen.

I går morges stod vi op og hun var varm, men stadig snakkende/pludrende og remperaturen sagde 38.7, hun spiste sin hirsegrød, men efter morgen-grøden kunne jeg se det begyndte at gå nedad.

Hun sad bare og sad sagde ingen ting, hun blev mere og mere døssig, så var det op og tage temeraturen i numsen, vi har eller et digital termometer, men det giver jeg ikke 5 potter pis for, så det eneste rigtige er at tage den i endetarmen, færdig bum.
Den sagde 40 , så var det bare at få ringet til lægen, og flot ringer og ringer, men der er ingen telefoner ledige, så prøv igen senere, det har man overhovedet ikke lyst til at høre, når man kan se en lille pige bare ikke har det godt og bare blev værre fra det ene øjeblik til det andet.
Nå men hurra for akut telefonen så jeg sendte en sms: cpr-nr, navn, døssig og 40 i feber

Nåede lige at få doseret panodilen op, og så ringede lægen, og fortalte som det var hun var slet ikke i kontakt, man kunne se hun gerne ville åbne øjnene men de lukkede hele tiden, og så dinglede hun.
Så sagde hun bare med det sammen vi skulle afsted til børne modtagelsen, hun ringede der ud med det samme og meldte vores ankomst.

Så var det jo bare pakke sammen og afsted, i sådan situationer ønsker man virkelig at man har en bil, men efter jeg havde pakket sammen, og vi var på vej tog det kun 10 minutter så var vi der ude, hvor mande også var kommet ud.
Da vi kom der ud var hun vågnet mere op, men som de sagde det var nok panodilen jeg havde givet som gjorde sin virkning, men når det er børn under 1 år med 40 i feber så skal man komme.

HUn blev lyttet på, vejet, og målt, og så kunne de se marmorering på hendes hud, som jeg ikke havde set før, som faktisk først var kommet der, og det er tegn på der er noget og kroppen går i forsvarsposition (det vidste jeg ikke, så der lærte jeg noget nyt) ikke at det behøver være alvorligt, men det er tegn på hun har det skidt.

Hun vil ikke drikke, så vi fik noget ecolyte, hvor der er det helt rigtige i, elektrolytter og sådan, for man ikke skal dehydrere, som bi så skulle give hende hvert 5 minut eller forsøge på det, men sådan en engangs plastik sprøjte.
hun fik sat plaster som skulle bedøve hende der var der skulle tages blodprøve i armen, og så kom de inde med et underlag og en kop, og så skulle vi fange hendes tis, så de også kunne få en urinprøve..
Selvom det var en træls situation vi var i, så var den opgave altså komisk: Stå der og holde øje om hun tissede for at prøve at fange det i koppen, samtidig med man også skulle give hende ecolyte, og lige det jeg lige giver hende ecolyte så kommer der en ordenlig tis-tår men når kun at fange en dråbe, det var sgu komisk, men de mente de godt kunne bruge den.

Lidt efter var der svar og der var lidt bakterrier i urinen, men der var så ikke lige nok urin, til at kunne sende det til dyrkning, så vi skulle forsøge igen.
Det lykkedes at fande lidt mere denne gang, men ikke meget, men det var fint, denne var der ingen bakterrier i og der var nok til at sende til dyrkning.

Så skulle der tages blodprøve, puhaa aldrig har tiden føles så lang (garanteret den har, men det her det er bare ikke sjovt) De skulle have en i fingeren og en i armen, og nu havde hun jo fået bedøvende plaster på, så hun ville ikke kunne mærke stikket, hader nåle og hader selv at blive stukket, men at se sen lille pige, og ikke mindst høre hendes skrig da de stak nålen i hende, det knuser sgu ens hjerte, og de står og strammer båndet mere og mere og løsner og strammer, det kunne jeg ikke klare, bare se ind i min lille piges øjne der siger hvorfor du ikke noget hjælp mig mor, nej mine tåre trillede ud, og det var slet slet ikke til at bære, og fik vidst sagt/råbt nu er i fandeme færdige,flere gange, og nu har i vidt blod nok, det var slet ikke til at bærer.
Da det var slut tog farmand hende op, og vi nåede nærmest ikke at trøst hende før der skulle stikkes i fingeren, og der lige skulle presses mere blod ud af der.

Efter 4 “glas” sagde jeg ikke nu er det vidst nok blod jeg går amok lige om lidt (og selv om det ser ud af meget og de står der og presser og trykker hendes finger til 4 glas, så er det jo kun nogle dråber der skal i, men damn en barns gråd og så på den måde det er ikke til at bærer det knuser virkelig ens hjerte)

Bare at skrive om det nu rejser hårene sig på armen og tåre i øjet kommer frem, det er bare ikke sjovt, og alle forældre ville til en haver tid tage det for sit barn i setedet for at de skulle udsættes for det, hvis man bare kunne, håber og krydser fingre for vi ikke skal det her igen.
Efter en time havde vi svar, og der var intet alt så heldigvis fint ud, infektions-tallet var på 11 så det var en lille virus, infektions-tallet skal være over 50 før der er noget de kan give noget for.
Så vi blev udskrevet på panodil-kur i et døgn og ecolyte.

Allerede til aften virkede hun bedre, men når storesøster kom frem fra sit skjul, så var der store smil, dejligt at se, og syg eller ej så er det bare så dejligt et syn at se det lys der skinner fra de begges øjne når de ser hinanden, det er bare ren kærlighed.

Inden senge tid, brækkede Lilya sig dog, men tænker det klart med at maven er blevet fyldt op med al den væske hvert 5 minut, plus hun også lige fik sin nat flaske, men kl. 21.30 sov hun og sov lige til i morges kl. 7  så det var dejligt.

Til morgen er hun langt mere frisk, og meget mere på, og ville drikke alm vand og spise sin grød, og en temperatur på 37.8, så nu håber vi den blir nede, vi skal jo stadig give panodil 2 gange mere i dag og så må vi se hvad der sker når vi stopper om den blir nede eller om den stiger igen, vi krydser jo selvfølgelig for den blir nede.

Træt med træt på, også selvom det var igår hun blev udskrevet, men hold nu op altså sikke et par dage…

Mandag aften, brokkede Taya sig over ondt i maven, hun fik en pille at sove på.
Tirsdag morgen havde hun ikke lyst til at spise noget eller drikke fordi hun havde ondt og kvalme, men tog alligevel i skole, men 8.15 ringede de fra skolen og ville sende hende hjem.

Jeg fik ringet til lægen og fik en tid, hvor hun skulle aflevere urin prøve og der blev trykket og mærket efter på hende, de mente ikke det var blindtarmen for der sad smerten for højt oppe, og urinsticksen viste heller ikke noget, så det var nok en mave virus, men selvfølge hvis smerterne tiltog, måtte vi ringe igen eller ringe til lægevagten…

Vi tog hjem og hun slappede af og sov det meste af dagen til der var aftensmad, for efter aftensmaden, var det meningen vi skulle ud på sygehuset og møde vores lille nye mini-prut af niece/kusine som kom til verden i mandags kl. 11.27 😀
Men det skulle vi så ikke alligevel for de var blevet sendt hjem, at vi så alligevel endte der ude er så en hel anden snak.

For vi nåede lige at se Tinka julekalenderen i tv, kunne godt se hun heller ikke havde spist så meget, og under julekalenderen begyndte hun at ømme sig, og begyndte at få meget mere ondt, så måtte vi ringe til lægevagten, og så var det ellers afsted.
Smerterne var tiltaget og var nu i den nedre del af maven, og så skulle hun lige igen aflevere en urinprøve, som ej heller viste noget, og så blev hun indlagt, til yderligere undersøgelser, men blodprøver og urin sagde intet, men smerterne var ikke til at tage fejl af, så hun fik smerte stillende og der kom læger og tjekkede hende og vi skulle vente på en kirurg som skulle vurdere hende.

Det var dælme en lang nat, for den seng/briks jeg skulle sove på var mega hård, slet ikke særlig behagelig at lægge på og da slet ikke i min tilstand 😉 kl 2 kom der en kirurg som ikke ville udelukke noget endnu, så ville have hende til observation til onsdag, og Taya faldt jo hele tiden i søvn, forståeligt nok, men der kom jo sygeplejerske ind hver halve time og tog puls, blodtryk og temperatur, så hun blev jo også lettere irriteret sammen med smerterne, og selv om hun hurtigt ville falde i søvn igen, fordi hun ville bare sove for så mærkede hun ikke smerterne, men derfor blir man sgu stadig ør og rundtosset af at falde i søvn, vågne op, falde i søvn igen, sådan en hel nat.

Men kl. 11 kom der så en kirurg igen og vurdere der ikke var grund til at hun skulle under operation, for det var ikke en skrigende blindtarm, men hun kunne jo selvfølgelig ikke ude lukke det, men hvis det var den skulle den nok lave mere ballade og fortælle der var noget galt, og når der ikke var nogle forhøjet infektionstal og sådan, ville de udskrive hende, og selvfølgelig hvis det blev være skulle vi tage kontakt til dem igen.

Så turen gik hjem, og jeg havde overhovedet ingen søvn fået, så jeg måtte kæmpe med at holde øjnene åbne, det var dælme svært, men havde jo lige nogle ting vi skulle ordne, Taya var tryg nok til at mande og jeg lige hurtigt tog i bilka, og så ned efter nogle pakker vi havde bestilt, og så var det ellers hjem, og have sig en lur. som så ikke blev til noget, for så ringede moster Vinni at hun ville komme forbi, men en masse ting til baby L 🙂
Og er ked af jeg ikke var så selskablig, og gabte konstant, og undskyldte også hele tiden overfor hende, men hun kunne jo selvfølgelig godt forstå mig 🙂

Taya sov det meste af dagen var lige oppe og spise lidt og gik ellers i seng igen, og jeg havde skrevet til skolen hvordan og hvorledes, og at hun ville blive hjemme fra skole idag, for hun trængte til ro og afslapning, og dagen i dag er også bare foregået under dynen for hende, men i morgen kommer hun i skole 🙂 Hun har stadig smerter men heldigvis ikke så voldsomme som tirsdag og natten til onsdag, så det var måske bare en mave-virus.

Men min krop er sgu stadig helt smadret har det som om jeg har været på druk i flere dage, puha så det blir dejligt at lande i sengen igen i aften 🙂