Jeg sidder her og tænker tilbage på de 8år der nu er gået, med diagnosen angst, skrevet sort på hvidt ind i min journal.
Hvor skræmmende det var, og til at starte med var det en svær proces, at komme frem til diagnosen, der bare lige pludselig ramte som en sten kastet ned fra en bro og ned i vandet, PLASK så var du ramt, og kunne hverken det ene eller andet.
Gik fra at være en meget social person, som aldrig stod i vejen for en fest eller en by-tur med vennerne, til faktisk ikke at kunne gå ud af en dør, bare det at få Taya ud af døren og i børnehave, var som om at have beton-klodser spændt fast om benene og de ville ikke tage de skridt ud af døren som jeg skulle.

Hele min verden brød sammen, for hvordan var jeg endt der og hvad var det som skete inde i min krop? En følelse jeg ikke kunne håndtere.
Det at tage sig et bad som var en normal daglig rutine, blev så uoverskueligt, at der kunne gå 3 – 4 dage før jeg lige kunne klare det, uden at bryde helt sammen i gråd.

Det at skulle åbne post, kunne være en kamp i sig selv, og åbner man ikke sin post specielt rudekuverterne, ja så ser det ikke for godt ud, men små enkelte ting, kunne være en kamp at få gjort, ting som “normale” vil ryste på hovedet over, og tænke hvor svært kan det være.
Men det kan være svært, og ja som ikke har dette inde på livet, i har overhovedet ingen ret til at dømme folk der lider.

Bare jeres sætning ” Du skal bare tage dig sammen” den hjælper på ingen måde, den gør kun det modsatte, man har måske taget et lille skridt fremad i den rigtige retning, men fyr den sætning af til en der allerede ligger faldt,  så kan jeg med garanti sige dig, så går man lige to tre skridt tilbage igen. Så det er ingen hjælp. Jeg ved det kan være svært at forstå, og især svært at forstå hvordan man som pårørende kan hjælpe, hvis os der lider kunne fortælle hvad du som pårørende kunne gøre for at få os til at få det bedre, så havde vi med 100% fortalt hvordan.

At sidde med angst i diverse forskellige former og grader, er intet jeg ønsker for andre, hvis jeg kunne ville jeg knipse med fingrene og vupti så var den væk, for alle. Men desværre er det en længere proces at komme igennem, for at få det bedre, for at kunne lærer at tackle sin angst, nogle har lettere end andre, men vi kæmper. Eller jeg kæmper jeg kan kun snakke for mig selv, men i 8år har jeg kæmpet en lang kamp, som har fået mig hen hvor jeg er i dag, er langt fra rask, er langt fra på toppen af trappen, men jeg er på vej.
For et par år siden havde jeg svært ved at acceptere at jeg stadig ikke var rask, rask nok til at vare tage mig et job, være med til at forsørge min familie, den dårlige samvittighed over for Martin, presser stadig dybt i mit hjerte.
Men har accepteret at sådan er/ser det altså ud for mig nu, om jeg er glad for det, NEJ overhovedet ikke, men jeg har accepteret at nu er det sådan og jeg kan kun håbe på det en dag blir bedre.

Når det så er sagt, så ved jeg ikke hvor jeg ville have været i dag, hvis ikke Martin var dukket op i vores liv, hans støtte betyder alt for mig, nok forstår han ikke mine lidelser altid, men han forstår og acceptere at mine dage kan variere, den ene dag kan være total optur, hvor den næste kan være total uoverskuelig, og jeg bare har haft brug for at lægge faldt på sofaen en hel dag. OG ALDRIG har han brugt sætningen “Tag dig sammen”

Der er så mange ting oppe i mit hoved jeg har lyst til at skrive videre på, men lige nu lader jeg den slutte her, og ønsker jer derude en skøn dag, og så vil jeg håbe, at i som kender nogle der lider psykisk, tænker jeg lidt om en anden gang i har tænkt jer at sige DE bare skal tage sig sammen 😉

Den har været hård, men så langt så godt er jeg kommet igennem denne dag, men det var bestemt ikke let, der har været en masse tåre, det har der bestemt.

Men først kom Faster Janni og Onkel Søren på besøg hvor de havde den fineste buket blomster med til mig 🙂

Tusind tak, for jer!

Da det var taget afsted, var Lukas kommet her ind, tror også det hjalp lidt på Taya, for de er sgu forfærdeligt at være alene, så nu havde hun Lukas at hygge med i stedet for at se hendes mor græde konstant.
Lukas skulle selvfølgelig ind og spise aftensmad, hvor Taya og jeg bare nuppede et stykke rugbrød, eller rettere Taya gjorde, jeg har ikke rigtig nogen appetit 🙁

Da hun så havde spist et stykke brød, fandt vi Ludo frem, og var faktisk lige gået igang, da Carina og ungerne kom ind, hvor vi så alle spillede Ludo, og dejligt ingen tåre så længe, og bare det at se ungerne hygge sig, og smile og grine, det kan jo kun smitte lidt af.
 

Så tusind tak til Carina og ungerne for at komme ind, og få tiden til at gå lidt hurtigere, efter det første spil gik Taya og Lukas på værelset, og Carina og jeg hørte en masse gammelt musik, rigtig nostalgi, hvor Markus begyndte at spille lidt Ludo for sig selv, men så tog Carina og jeg endnu e spil med ham, og vi blev slået godt og grundig hjem af ham, han vandt og så smuttede han ned til de andre, og nu er de lige gået ind til dem selv.

Og jeg har plantet mig her foran skærmen med en drink, og playlisten på Spotify spiller i baggrunden, lidt sørgeligt og ja nu er jeg alene, Taya har puttet sig op i sengen i soveværelset og vil falde i søvn til Netflix, og nu triller Tårene igen 🙁

Så har man prøvet det, imens jeg sidder og skriver her, knurre Xargo ved terrasse døren, det gør han så tit uden grund, så jeg siger bare stille, indtil jeg lige skimter noget lys af en slags, jeg rejser mig op og ser en skikkelse med en lommelygte ting i vores have, jeg lukker straks Xargo ud og hurtigt var han ude af haven igen over hækken, det syntes jeg bestemt ikke er fedt, og ryster, og har hjerte banken. Men så er vores hund da i det mindste en vagt hund, men det er sgu skræmmende nu tør jeg sgu da slet ikke at prøve at gå i seng.
Tænker skal jeg ringe til politiet, eller har Xargo skræmt ham eller personen væk? Tænker hvad har jeg der kan slå hårdt, hvis denne skulle forsøge igen… FUCK nu de sgu slet ikke sjovt!

nu runder jeg snart 41 timer uden søvn, har prøvet med ligeså snart jeg ligger mig og lukker øjnene så strømmer Tårene ud fra mine øjne.

Og det værste ved det her er at min Taya-pige hele tiden kommer og spørg til mig, er du ok mor, nej mor er ikke ok, og de er hun bestemt heller ikke.
Du skal bare sige til mor hvis du har brug for noget, årh hvor jeg dog elsker den tøs, men hun er også knust, hun skriver til ham, men vil ikke sige det til mig, for hun vil ikke gøre mig mere ked.

Men hun er kun 10år de er ikke hendes opgave at passe på mig som er hendes mor, det er mig der skal være den stærke og trøste hende og passe på hende,

Jeg håber så endeligt at vi kan kæmpe for det her, jeg vil ikke smide alt det her væk, jeg vil kæmpe, kærligheden kan sejre over mange ting og her håber jeg virkelig også den vil sejre.
Det er nok bare et pusterum vi behøver, men alligevel er jeg bange for det ikke er det, jeg vil ikke miste mere, hold kæft jeg er knust, og her ved siden af mig, på hans side ligger vores “lille” pige, fordi hun mener det nok er bedst at hun skal ligger ved min side så hun kan passe på sin mor, og inden hun gik op, sagde hun “mor hvis du blir ked så må du gerne vække mig, for så skal jeg nok trøste dig”

For fanden Taya-pigen, hvis jeg slet ikke havde haft dig, så var jeg smuttet , du har fået mig til at smile i dag, ikke meget men lidt. Men nu kunne jeg godt bruge et smil igen, for nu sidder jeg her i sengen og Tårene flyder igen afsted, for fanden kan der snart være flere tilbage, mit ansigt er helt opsvulmet.

Men nu vil jeg prøve endnu engan og se om jeg ikke kan sove lidt, jeg beder ikke om meget bare en time ville være dejligt, men sker det ikke har jeg da et helt klædeskab der skal sorteres eller det værelse vi engang kaldte kontor, trænger også til en kærlig hånd, så hvis ikke søvnen indtræffer så ved jeg da hvad jeg kan gå igang med, sidste nat fik jeg da ordnet stuen og sat alle Famses nisser op, selvom der er ikke megen julestemning, men så blev det da lidt jul.

Og lige med hensyn til jul, det spurgte Taya også om, om vi havde købt julegave til hende, men det måtte jeg erkende at det havde vi ikke, hvor hun så siger ” Det gør ikke noget mor hvis du ikke giver mig noget, for hvis du ikke har så mange penge, jeg får jo så tit noget” Der begyndte jeg at tude endnu mere, men samtidig også smile lidt, for normalt siger hun, at hun aldrig får eller må få noget. Kan man andet end at elske hende? Nej vel?

JEG ELSKER DIG, FØR, NU og for ALTID!

Det kribler sådan i mig, og jeg ved sgu godt det er åndssvagt, men fortæl min psyke det.
Har lidt kvalme og uro i kroppen og lidt våde øjne.

Og det hele skyldtes jo nok at Taya er væk, men jeg ved jo hvor hun er, og er sikker på hun hygger sig.
Men min psyke kan jeg bare ikke sådan lige rette på.
Men det kommer jo nok af jeg ikke har hørt mere fra Taya siden igår, og jeg kan se hun ikke har modtaget min godnat besked, nok fordi hendes mobil er løbet tør, så det jo helt normalt.

Mit hovede skriger fare, fordi jeg ikke har hørt noget, og ikke bare sådan selv har styr på hende.
Men min fornuft siger jo, hun har et godt og der er jo pædagoger der har styr på hende og som jeg også skrev igår : Intet nyt er godt nyt.

Men alligevel sidder jeg her hjemme med en klump i halsen, og hjerte banken pga den skide psyke.

Det er sgu ikke rart på nogen måde og side og havde det sådan, så derfor lige dette lille indlæg, bare for at få det ud, og få det sagt, så det ikke hober sig op indeni.

Men om ikke længe kommer den dejligste Prut-fis og så skal vi hygge i dag, og hun kan helt sikkert få mig i bedre humør 😀

Det er over tog måneder siden, at Famse gik bort.
Og må indrømme at jeg nogle gange tænker, blir vi splittet nu, holder kontakten stadig med familien, eller vil den ligeså langsom svinde ud.

Jeg gør mit til at vi husker oldefar, men nogle gange kommer der bare andre ting i vejen, så vi ikke lige kan overholde vores fredags-hygge aftaler, f.eks som sidste fredag.
Der var Taya jo til Skakturnering og var først hjemme 18.30, og det blev oldefar jo skuffet og ked af det over, men nogle gange blir det altså bare svært og nå det hele, og så måtte han altså vente, og vi aftalte at nu hvor Taya havde ferie ville vi kigge ud en af dagene.

Hvor han så ringede i onsdags og spurgte hvornår vi ville komme, men der regnede vi at komme torsdag, men der kunne vi ikke komme for der skulle han til bryllup, så ja så må blive imorgen lørdag 😉

Men hvordan blir vores kontakt fremover, og med mine fastre,
jeg ved da godt at jeg igennem årene ikke har været så god selv til at holde kontakten, også pga mine psykiske udfordringer, men prøver så godt jeg kan.
Men Farmor holdet os på en eller anden måde sammen, og ikke mindst mødtes vi nogle gange om året hvor vi alle sammen var samlet, men vil vi fortsætte med det nu, efter hendes dø?

Oldefar, han var jo også bange lige med det samme, da Famse gik bort, for at vi andre ikke ville have noget med ham at gøre mere, og som en selvfølge tænker og sagde jeg bare, sikke da noget pjat at sige, for han har været i familien i mange år, og han har været der i hele mit liv, men på en måde forstår jeg godt hans angst for at vi lige pludselig alle sammen glider mere væk fra hinanden.

Her for nogle uger siden, kom jeg også til at tænke på, at Famse jo sanrt ville have fødselsdag, og der plejede vi alle sammen at være sammen, og måske vi skulle det her søndag d. 3 april og måske spise noget frokost, eller bare drikke kaffe og lidt kage til, hos oldefar. For så har vi da den dag at mødes på.

Men ja måske det bare er mig der lige er havnet i lidt savn, og så kommer der en masse tanker og bekymringer .
For jeg ved jo godt inderst inde at jeg til hver og en tid bare kan ringe til  Lisbet eller Janni, de har altid været der for mig, og lagt øre til mit lort hvis der har været sådan noget jeg ville ud med.