nu runder jeg snart 41 timer uden søvn, har prøvet med ligeså snart jeg ligger mig og lukker øjnene så strømmer Tårene ud fra mine øjne.

Og det værste ved det her er at min Taya-pige hele tiden kommer og spørg til mig, er du ok mor, nej mor er ikke ok, og de er hun bestemt heller ikke.
Du skal bare sige til mor hvis du har brug for noget, årh hvor jeg dog elsker den tøs, men hun er også knust, hun skriver til ham, men vil ikke sige det til mig, for hun vil ikke gøre mig mere ked.

Men hun er kun 10år de er ikke hendes opgave at passe på mig som er hendes mor, det er mig der skal være den stærke og trøste hende og passe på hende,

Jeg håber så endeligt at vi kan kæmpe for det her, jeg vil ikke smide alt det her væk, jeg vil kæmpe, kærligheden kan sejre over mange ting og her håber jeg virkelig også den vil sejre.
Det er nok bare et pusterum vi behøver, men alligevel er jeg bange for det ikke er det, jeg vil ikke miste mere, hold kæft jeg er knust, og her ved siden af mig, på hans side ligger vores “lille” pige, fordi hun mener det nok er bedst at hun skal ligger ved min side så hun kan passe på sin mor, og inden hun gik op, sagde hun “mor hvis du blir ked så må du gerne vække mig, for så skal jeg nok trøste dig”

For fanden Taya-pigen, hvis jeg slet ikke havde haft dig, så var jeg smuttet , du har fået mig til at smile i dag, ikke meget men lidt. Men nu kunne jeg godt bruge et smil igen, for nu sidder jeg her i sengen og Tårene flyder igen afsted, for fanden kan der snart være flere tilbage, mit ansigt er helt opsvulmet.

Men nu vil jeg prøve endnu engan og se om jeg ikke kan sove lidt, jeg beder ikke om meget bare en time ville være dejligt, men sker det ikke har jeg da et helt klædeskab der skal sorteres eller det værelse vi engang kaldte kontor, trænger også til en kærlig hånd, så hvis ikke søvnen indtræffer så ved jeg da hvad jeg kan gå igang med, sidste nat fik jeg da ordnet stuen og sat alle Famses nisser op, selvom der er ikke megen julestemning, men så blev det da lidt jul.

Og lige med hensyn til jul, det spurgte Taya også om, om vi havde købt julegave til hende, men det måtte jeg erkende at det havde vi ikke, hvor hun så siger ” Det gør ikke noget mor hvis du ikke giver mig noget, for hvis du ikke har så mange penge, jeg får jo så tit noget” Der begyndte jeg at tude endnu mere, men samtidig også smile lidt, for normalt siger hun, at hun aldrig får eller må få noget. Kan man andet end at elske hende? Nej vel?

JEG ELSKER DIG, FØR, NU og for ALTID!

Det er over tog måneder siden, at Famse gik bort.
Og må indrømme at jeg nogle gange tænker, blir vi splittet nu, holder kontakten stadig med familien, eller vil den ligeså langsom svinde ud.

Jeg gør mit til at vi husker oldefar, men nogle gange kommer der bare andre ting i vejen, så vi ikke lige kan overholde vores fredags-hygge aftaler, f.eks som sidste fredag.
Der var Taya jo til Skakturnering og var først hjemme 18.30, og det blev oldefar jo skuffet og ked af det over, men nogle gange blir det altså bare svært og nå det hele, og så måtte han altså vente, og vi aftalte at nu hvor Taya havde ferie ville vi kigge ud en af dagene.

Hvor han så ringede i onsdags og spurgte hvornår vi ville komme, men der regnede vi at komme torsdag, men der kunne vi ikke komme for der skulle han til bryllup, så ja så må blive imorgen lørdag 😉

Men hvordan blir vores kontakt fremover, og med mine fastre,
jeg ved da godt at jeg igennem årene ikke har været så god selv til at holde kontakten, også pga mine psykiske udfordringer, men prøver så godt jeg kan.
Men Farmor holdet os på en eller anden måde sammen, og ikke mindst mødtes vi nogle gange om året hvor vi alle sammen var samlet, men vil vi fortsætte med det nu, efter hendes dø?

Oldefar, han var jo også bange lige med det samme, da Famse gik bort, for at vi andre ikke ville have noget med ham at gøre mere, og som en selvfølge tænker og sagde jeg bare, sikke da noget pjat at sige, for han har været i familien i mange år, og han har været der i hele mit liv, men på en måde forstår jeg godt hans angst for at vi lige pludselig alle sammen glider mere væk fra hinanden.

Her for nogle uger siden, kom jeg også til at tænke på, at Famse jo sanrt ville have fødselsdag, og der plejede vi alle sammen at være sammen, og måske vi skulle det her søndag d. 3 april og måske spise noget frokost, eller bare drikke kaffe og lidt kage til, hos oldefar. For så har vi da den dag at mødes på.

Men ja måske det bare er mig der lige er havnet i lidt savn, og så kommer der en masse tanker og bekymringer .
For jeg ved jo godt inderst inde at jeg til hver og en tid bare kan ringe til  Lisbet eller Janni, de har altid været der for mig, og lagt øre til mit lort hvis der har været sådan noget jeg ville ud med.

Min angst dulmer stadig i kroppen. Men her efter Tayas operation, er angsten igen blusset voldsomt op.
Og det er angsten for at miste.
Det er skræmmende, hvordan den kan ødelægge ens krop, er helt brugt og udmattet, for tiden men det tror da fanden, når jeg er vågen til langt ud på natten, og når jeg endelig falder i søvn for en kort stund, så vågner i et sæt af skræk, og hede tur og bare fare ud af sengen og ind til Taya for at prikke til hende eller give hende et lille niv, for bare at få hende til at røre på sig, så jeg kan se at hun er i live.

Tænk sig hvad sådan en operation kan gøre. Men ja det er nok fordi, hun har jo været en snorker. Så før har jeg jo hele tiden kunnet høre hende, så der har jeg ikke været bekymret.
Og sådan her havde jeg det jo også de første par år af hendes liv, hvor jeg konstant gik ind og så til hende, af frygt for hun ikke træk vejret, og var konstant udmattede fordi nogle nætter sov jeg slet ikke, fordi jeg var bange for at hvis jeg faldt i søvn, og hun lige pludselig ikke trækkede vejret mere.
Men i 3 års alderen begyndte hun jo så og snorke, så var jeg nærmest mere tryg, for så kunne jeg jo høre hende, og denne form for angst gik i sig selv.

Men nu er den vendt frygtelig tilbage, og det er så ubehageligt.
Kan slet ikke høre hende mere, og det give et sæt i mig, og jeg må ind og prikke eller nive hende, så hun bevæger sig, og så lægger jeg mig ellers i seng igen, men jeg sover ikke, for jeg kan jo stadig ikke høre hende, så 10 min efter, rejser jeg mig igen og går ind til hende. Det er så ulideligt, og suger virkelig meget af min energi ud af kroppen på mig, at jeg slet ikke kan koncentrere mig.

Gid fanden havde den angst.

( Taya er min datter på 9 år, som tirsdag d. 15 september blev indlagt på Køge sygehus for at få fjernet sine mandler, som igennem et par år har været til stor gene for hende. Og som har været grund til at hun i hvert fald engang om måneden har måtte lægge sig syg fra skole to til tre dage, i de sidste 2 år. Men nu her i sidste uge, var de hævet så meget at de nærmest stoppede luftvejene, og så blev det langt om længe konstateret at de bare skulle ud, selvom det har jeg sagt til lægen flere gange gennem 1 ½ år, men nu hørte de først på mig)