Sender stille et Tillykke afsted, i håb om det når frem til dig hvor end du er.
I dag ville du ha fyldt 87år, det er stadig svært at forstå at du ikke er her mere –
Famse du er så savnet hver dag – er taknemlig for alle de minder jeg og ikke mindst Taya fik med dig – de vil for altid være gemt i vores hjerter.
Tiden læger alle sår, men selvom vore liv går videre går det stadig ondt i hjertet…
Du var den bedste, du var min klippe, du var der dag og nat, det vil jeg for evigt være dig taknemmelig for. Fik jeg nogensinde vist dig nok, hvor meget du betød og hvor meget du betød? Det vil jeg nok altid være i tvivl om.
Taya og jeg har været et smut forbi kirkegården, med nogle gule roser, et guld hjerte og Taya havde pustet en rød hjerte-ballon op og skrevet en lille hilsen og lagt, hun havde glemt en snor, så hvis den blæser væk Hva den nok gør, men det er tanken der tæller, og den er givet med ægte kærlighed.
❤minderne lever for altid ❤ kærligheden findes for altid ❤ elsker dig for altid ❤
Et år er allerede nu gået, men det alligevel føltes som var de igår.
Savne er stadig lige stort, og jeg forstår slet ikke at de allerede er et år siden, du tog fra os. Tårene har hele dagen presset på, men ikke en er kommet ud endnu, men kommer de skal de have lov til at rende.
Ved ikke så meget mere hvad jeg vil skrive, ikke for at jeg er Tom for ord, for det er jeg bestemt ikke, men hvis jeg først går rigtig igang, så blir det svært at stoppe.
Men Famse du er i mine tanker i dag, og heldigvis lever alle de fantastiske minder med dig stadig. Altid elsket!
Jubiii lidt søvn blev det til, sidst jeg kiggede på uret var kl. 4.30, og ja jeg nægtede at rejse mig selvom jeg bare havde lyst til at stå op og begynde at ordne klædeskabet, for at slippe for tuderiet, men efter mange timers kamp, overgav jeg mig vidst og vågnede igen kl. 8, så 3 1/2 time det er bedre end ingen ting.
Taya var stået op og havde spist morgenmad 🙂 og år siger hun “jeg ville godt have lavet kaffe til dig, men kunne altså ikke lige huske hvordan det nu var”
Så vi gik ud og satte kaffe over sammen, for som hun sagde, så kan det være hun kan huske det til næste gang 😉
Allerede da jeg stod op vidste jeg at denne dag, vil være en lorte dag, men jeg skal bare holde mig igang, og lave noget, så i dag står den på hækken, har jo fået et par bestillinger på de hæklet aber, så i dag er vidst en god dag til at få lavet dem, eller ihvertfald fald en af dem.
Men først skulle der et bad til, og efter 1 1/2 døgn med konstant tuderi, ja så er ens ansigt godt med taget, så puder i hovedet og sådan, det kan nu gøre lidt underværker, men ja det er sgu allerede ødelagt igen, for tuderiet vil åbenbart ikke få en ende.
Taya har valgt at vi skal høre julemusik idag, så Ipad’en er komplet til anlægget og vores playliste på spotify er sat på julemusik, så det høre vi på fuld skrue.
Nu har jeg knappet en Tuborg Classic op og vil fortsætte hækleriet, og håbe denne dag er hurtigt overstået.
nu runder jeg snart 41 timer uden søvn, har prøvet med ligeså snart jeg ligger mig og lukker øjnene så strømmer Tårene ud fra mine øjne.
Og det værste ved det her er at min Taya-pige hele tiden kommer og spørg til mig, er du ok mor, nej mor er ikke ok, og de er hun bestemt heller ikke.
Du skal bare sige til mor hvis du har brug for noget, årh hvor jeg dog elsker den tøs, men hun er også knust, hun skriver til ham, men vil ikke sige det til mig, for hun vil ikke gøre mig mere ked.
Men hun er kun 10år de er ikke hendes opgave at passe på mig som er hendes mor, det er mig der skal være den stærke og trøste hende og passe på hende,
Jeg håber så endeligt at vi kan kæmpe for det her, jeg vil ikke smide alt det her væk, jeg vil kæmpe, kærligheden kan sejre over mange ting og her håber jeg virkelig også den vil sejre.
Det er nok bare et pusterum vi behøver, men alligevel er jeg bange for det ikke er det, jeg vil ikke miste mere, hold kæft jeg er knust, og her ved siden af mig, på hans side ligger vores “lille” pige, fordi hun mener det nok er bedst at hun skal ligger ved min side så hun kan passe på sin mor, og inden hun gik op, sagde hun “mor hvis du blir ked så må du gerne vække mig, for så skal jeg nok trøste dig”
For fanden Taya-pigen, hvis jeg slet ikke havde haft dig, så var jeg smuttet , du har fået mig til at smile i dag, ikke meget men lidt. Men nu kunne jeg godt bruge et smil igen, for nu sidder jeg her i sengen og Tårene flyder igen afsted, for fanden kan der snart være flere tilbage, mit ansigt er helt opsvulmet.
Men nu vil jeg prøve endnu engan og se om jeg ikke kan sove lidt, jeg beder ikke om meget bare en time ville være dejligt, men sker det ikke har jeg da et helt klædeskab der skal sorteres eller det værelse vi engang kaldte kontor, trænger også til en kærlig hånd, så hvis ikke søvnen indtræffer så ved jeg da hvad jeg kan gå igang med, sidste nat fik jeg da ordnet stuen og sat alle Famses nisser op, selvom der er ikke megen julestemning, men så blev det da lidt jul.
Og lige med hensyn til jul, det spurgte Taya også om, om vi havde købt julegave til hende, men det måtte jeg erkende at det havde vi ikke, hvor hun så siger ” Det gør ikke noget mor hvis du ikke giver mig noget, for hvis du ikke har så mange penge, jeg får jo så tit noget” Der begyndte jeg at tude endnu mere, men samtidig også smile lidt, for normalt siger hun, at hun aldrig får eller må få noget. Kan man andet end at elske hende? Nej vel?
Kunne så meget godt bruge et opkald til dig lige nu, eller bare søge tilflugt hos dig nu.
Hvor du ville sige “pjat med dig møg tøs” Der er intet der er værd at være så ked af det for.
Bare at kunne læsse af på dig som altid, hvor du intet behøvede at sige, men du lyttede altid, og så til sidst kom du altid med en eller anden åndsvag kommentar, som fik os begge til at grine, Hold kæft hvor jeg mangler dig lige nu.
Men nogle gange går livet bare i hård knude, og man bare har lyst til at sige fra, og lige nu har jeg det bare sådan, i “gamle dage” havde jeg taget en streg og så var det glemt for en stund, eller åbent en flaske vodka.
Men det er jo ikke det værd, ikke for at tanken har strejfet mig, men nej så lavt synker jeg ikke igen.
Men hvem har sagt at livet skulle være nemt/let, det mindes jeg ikke at nogen har sagt, jo der kan selvfølgelig godt være dem som har smækket en facade op, og deres liv bare ser så fuldendt og perfekt ud, for at skjule deres sårbarhed.
Indrømmer da at jeg lige har knappet en øl op, og et eller andet sted håber på at den fjerne den tristhed der fylder i min krop lige nu, men jeg kender jo godt sandheden, at det kan en øl sgu ikke fjerne, men en øl er ingenting i forhold til en flaske vodka, og ja det er jo fredag og det er altid tilladt at drikke en fredags bajer 😉
Og i sidste ende så skal det jo nok gå, og går det ikke lige i dag, så går det nok alligevel, og om ikke andet alle kan have en møg dag.
Men når jeg så havner her, hvor jeg bare føler mig som et nul, og som om jeg bare har ramt muren eller faldet længere ned i det sorte hul, ja så mangler jeg sgu min elskede Famse, at kunne ringe til, eller tage ned til og nuppe en tår kaffe og bare læsse af, og bare det jeg vidste at hun lyttede.
For fanden Famse du er savnet, det er et år siden du fik konstateret lunge kræft og 10 måneder siden du tog herfra. Den er sgu stadig lige hård at sluge, og savnet til dig er stort, og når livet ikke er som jeg vil, så er savnet endnu større, for mangler “Famse” i min kontaktbog
