Det må vel være den 3 uge som syg, og hold nu op hvor jeg ikke gider mere.
Denne uge er dog lidt nemmere og bedre, men nok også fordi nu er Lille-lorten tilbage hos Helle igen, sidste uge var Helle jo syg, så jeg valgte at der ikke var nogen grund til at hun kom i gæste dagpleje når jeg alligevel var hjemme, men nu i denne uge var/er Helle klar igen, så hun er kommet afsted.
Den tur der plejer at tage mig 20 -30 minutter at gå ned og aflevere hende og til jeg er hjemme igen, kan nu tage 45 -60 minutter, mister stadig hurtigt min luft, og går jeg for hurtigt ja så får jeg dypsnø/åndenød, og så er inhalatoren stadig min gode ven, og jeg blir svimmel og ja så må forbipassagerende tror jeg er fuld, sådan som jeg hurtigt kan begynde at slingre.

Men vigtigst, i denne uge kan jeg komme hjem og slappe af og pleje mig selv, og bare kun have mig tid, så når lille-lorten er blevet afleveret, så er det bare hjem og lægge mig og sove et par timer mere, eller lægge og lægge, kan stadig ikke lægge ned, så sidder nærmest op og sover, for ellers kan jeg ikke få luft 🙁
Har jeg det bedre? joh jeg har det skam bedre end for en uge siden, men igen mister hurtigt luften, er jeg for aktiv så får jeg åndenød, snakker jeg for meget hoster jeg lungerne op “så mon ikke manden er glad 😉 ” kan stadig ikke lægge ned, når jeg trækker vejret gør det stadig ondt i bryster dog ikke så meget som for en uge siden, men når jeg ånder ud, er det slemmest.
Jeg fortsætter bare med antibiotikaen, som virkelig er voldsom for min mave, trods jeg har fået nogle tabeletter med de gode baktiere, som skal stabilisere min mave, så jeg ikke får diarré, men syntes ikke rigtig det hjælper, så det bare LORT… Gider virkelig ikke mere.

Men var til lægen i fredags, og han gav mig en yderligere antibiotika-kur for 5 dage var slet ikke nok, og han forstod slet ikke hvorfor jeg kun havde fået til 5 dage, da jeg var indlagt for anden gang i sidste uge, og da jeg ikke følte nogen bedring overhovedet kontaktede jeg lægen, hvilket så også var meget godt, som han selv sagde, for ellers var han sikker på det nok ville ende med en indlæggelse igen.
Men hvad han så heller ikke forstod, var fra første indlæggelse der lige inden nytår, var at jeg ikke havde fået antibiotika behandling derfra, udover kun det jeg lige havde fået med det samme, men der gav de mig simpelthen også alt, nærmest med det samme, da jeg blev til rød alarm.
Men der ved første indlæggelse, fik de taget noget spyt fra mig, sagde han (lægen) hvor der var noget grøn sekret i, og det kunne han da se de havde analyseret, og allerede der viste den bakterrier , som var de bakterrier som høre til en lungeinfektion, så det var jo under al kritik, men han satte mig så på mere antibiotika, som jeg skal afslutte tirsdag og så vil han se mig igen der, og jeg skulle bestemt ikke på arbejde før jeg havde været hos ham igen, for jeg kunne i hvert fald ikke arbejde i den tilstand.

Jeg hadder det, jeg får så dårlig samvittighed, over for min chef, mine kollegaer og ikke mindst mine kunder og borgere. Og ja ja selvfølgelig kan jeg ikke rende rundt og arbejde med en lungeinfektion, men har det sgu stadig skidt med det, føler jeg SVIGTER med stort ja.
Og bare det der med hver dag, hver morgen og eftermiddag når jeg skal ned med Lille-lorten og hente hende igen, skal jeg gå forbi en kunde, og jeg får så ondt i maven når jeg skal gå forbi, for hvordan kan jeg gå forbi dem, når jeg ikke kan komme på arbejde? Har så dårlig samvittighed.

Men livet stoppe jo ikke bare fordi jeg er syg, og ja jeg kunne da have valgt at have hende hjemme også i denne uge, men jeg har jo også brug for ro og fred, hvis jeg skal komme mig ordentlig, så derfor skal hun bare afsted, og når jeg heller ingen luft har, så kan jeg heller ikke aktivere hende på samme måde som hun bliver hos Helle og vennerne 🙂

Nå det var bare en lille opdatering fra mig, så nu vil jeg hoppe under dynen og få et par timer.

Findes der noget værre end når ens børn er syge, uanset om de er 2 eller 15år, nej ikke for mig, jeg ville til en vær tid tage skidtet for den mindste selv for den store.

Lille-lorten har skræntet siden sidste lørdag, og mandag morgen var feberen 40.2 så der måtte jeg ringe og tage barnsyg dag, for hun skulle bare til lægen.
Hun ville intet, bare hænge, det var minimalt af væske vi kunne få i hende og mad det var bare NO GO med mindre mor sad med en mad, så ville hun gerne smage.
Hos lægen, blev der lyttet og kigget og der blev målt infektions-tal, hun var lidt rød i halsen, og hendes lunger lød fine, infektionstallene var også fine, de var ikke forhøjet, så dommen var det var RS-virus, så det var bare kærlig omsorg og pleje 🙁

Hun ville intet, når vi satte os til bords til aftensmad var det bare væk, det ville hun ikke, hun ville bare sidde og hænge i sin stol, og der var dårligt energi til noget. Ikke engang chokolade knapperne fra farbror ville hun have, og så er den altså gal.

Torsdag ringede manden mens jeg var på arbejde og sagde hun bare lå og lå, så vi skulle altså have fat i lægen igen, og hun sagde også av hele tiden især i forbindelse med vi prøvede at få noget væske i hende. Havde lige to opgaver tilbage, så prøvede at ringe til lægen, og heldigvis fik vi tid.
Jeg nåede lige hjem til at jeg også selv kunne gå med, og hun var helt ligbleg, og ville bare ingenting.
NU var infektionstallet forhøjet og hendes mandler var så hævet at han godt kunne forstå hun sagde av, når vi prøvede at tvinge væske i hende, plus der var lidt at høre på lungerne, så nu skal hun på antibiotika kur i 10 dage.

Selv om det bare ikke er sjovt, så er det rart der nu var noget og man kan få noget for det, og forhåbentlig er der bedring på vej 🙂
Men når det så er sagt, så er det virkelig også noget LORT, for når hun ikke har villet drikke de sidste par dage, har hun heller ikke fået sin movicol, så når det her er ovre ved vi godt hva der sker, det blir en kamp igen med afføringen, men heldigvis kommer der da noget afføring nu, efter som hun er på antibiotika, det er maven i hvert fald ikke glad for, men det er bare ikke det samme som mivicolen, for får hun ikke den, så stopper det bare helt igen, og det blir en kamp. Men den tid den sorg, lige nu er det vigtigste at hun får det bedre og får sin appetit igen.

I går aftes, var hun lidt sig selv igen, og da der var aftensmad, ville hun også selv op og sidde i sin stol, og hun spiste, det var så dejligt at se, at vores lille-lort er på vej tilbage 🙂