Oven på en jul med sygedom, og et par dage til at komme mig, følte jeg mig ganske klar til at tage på job mandag, der var heller ikke rigtig noget, udover lidt snot, så jeg valgte at have mundbind på hos mine borgere/kunder, det var også fint, jeg følte mig på toppen.
Tirsdag møder jeg på arbejde igen og det gik også fint, lige indtil de sidste 20 minutter hos min første borger, hvor jeg begynder at hoste og kan bare ikke stoppe igen og havde mundbind på, så tænker det er det der gør det og trængte bare til at komme ud og få det af og få ordentlig luft.
Det hjælper ikke, og blir simpelthen nød til at ringe til firmaet og snakke eller prøve på at snakke med Anette, som også kunne høre den går ikke, så hun var så sød og rykke rundt på mine borgere/kunder, så jeg kunne komme hjem under dynen.

Det er alt sammen fint hoster stadig meget men får sovet lidt, og føler jeg får det bedre, meeen nej hen af aften ved 22 tiden, tager min hosten til og kan slet slet ikke få vejret, Martin blir frustreret og bekymret og beslutter sig for at ringe til lægevagten.
Kan slet ikke få luft, hiver efter vejret, hoster og føler jeg kløjes i mit eget mundvand, og snakke kan jeg slet ikke, da Martin får kontakt til lægevagten vil lægevagten gerne selv snakke med mig, men jeg kan ikke, hvor han hurtigt beslutter at sige det er en 112, der gik vel 5 min så var ambulancen her, og de siger vi lige går ud og får taget nogen målinger på mig og ser derfra om jeg skal med, så Martin går og venter indenfor, han har jo også Lilya og Taya at have styr på, og imens får de pakket en taske til mig, hvor de så få kigget ud, så var ambulancen kørt, fik ingen ting med og Martin fik intet af vide om de kørte med mig.

I mens jeg var i ambulancen havde jeg fået de der måle  børger på, og en maske med ilt, selvom det ikke var nødvendigt for fik ilt nok min iltmæltning var på 98%, så det var fint, men i mens jeg lå der og gispede og hostede fik jeg da opfanget at de anså mig som en covid patient, og det var en akutkørelse, dog uden sirene.

Da jeg ankom til akutmodtagelsen, gik det alligevel stærkt, og det var en sød sygeplejeske der tog i mod mig, og gjorde alle de ting hun nu skulle, fik lagt drop i begge hænder, og fik igen maske med noget adrealin og saltvand, og følte lige pludselig der begyndte at komme ro på, men lige pludselig gik det bare stærkt igen, og kunne ikke få luft igen, så sygeplejersken ringede en eller anden alarm, og så kom der bare folk ind, kan huske en læge på begge sider af mig samt en anden i fod enden, og så fik jeg ellers skudt en masse i mine drops, og der kom røntgen ind.
Og husker de blev ved med at sige ryk for prøverne, for de ville jo have hurtig svar på om jeg havde covid, så fik jeg noget mere moffin, og så faldt jeg mere og mere til ro, og svaret kom havde ikke covid, og der kom en roligere stemning på min stue, og ja så husker jeg egentlig ikke så meget, udover jeg kunne høre monitoren bibbe stille og roligt, og der så blir sagt træk vejret Helene, og sådan blev der sagt til mig ret tit faktisk, og når jeg sidder her i dag, og skriver, tænker jeg hvor er det egentlig dumt, for jeg kunne jo godt selv høre på den der bibben at først startede den bare med et enkelt bib, og så blev den lidt mere bibben og så bimledede den bare, hvorfor fanden tog jeg så ikke bare den vejrtrækning selv, i stedet for de hele tiden skulle bede mig om det, eller lige skulle nusse eller klemme min arm for at bede mig trække vejret… Det jo bare dumt, fjollet altså.

Men ok, jeg slappede af på moffinen, og var meget afkræftet tænker jeg.

Da jeg ikke havde noget på lungerne, valgte de at sende mig til køge, for der var afdelingen for øvreluftvejs ting tingen. så det var jo alt sammen meget fint, jeg opdagede faktisk ikke min transpor til Køge. Men jeg havnede i Køge og så skulle jeg undersøges der og ja det hele endte ud i jeg havde akut bronkitis, og det var noget der skulle holdes øje med sagde sygeplejersken der til mig, og så fik jeg udskrevet en inhalator som nu er blevet min bedste ven.

Men ja så stod jeg i Køge eller lå i Køge, med meget slidt slap af tøj på, bare tæer i badetøfler, ingen telefon, ingen pung, ingen jakke – blev udskrevet – FUCK hvordan kommer jeg hjem?
Fik en telefon så kunne jeg ringe til Martin, som også bare havde ventet på at høre hvad der skete, for han havde ikke hørt andet siden de ringede og sagde jeg blev kørt til Køge, så alt i mens havde han da fået ringet til mit arbejde og sådan.
Martin fik fat i sin mor som så kom og hentede mig i Køge, heldigvis havde de ikke så travlt i Køge så de smed mig ikke bare ud, de lod mig lægge så var faldet i søvn, og vågnede af svigermors stemme, det var et glædeligt syn, og tror også jeg sov det meste af turen hjem.

Sikken en tur, skræmmende, men dejligt at være hjemme hos mine de bedste igen, flad for energi, groggy, men mine de bedste passede godt på mig, og var og er hele tiden over mig, og det mindste host, ja så er de der.

TAK for jer, og ikke mindst Tak til Svigermor og Erik, og også svoger som sørgede for mine arbejdsnøgler kom til kontoret og jeg fik hentet min nye bedste ven (inhalatoren)

og nu her nogle dage efter, er der stadig hårdt brug for den, koldt luft, isvand, og min inhalator den hjælper meget, der skal ikke meget til før jeg mister luften, eller energien 🙁 det er nederen, men må jo bare makke ret og passe på mig selv, men må lige se om lægen har åben i dag ellers må jeg ringe til lægevagten for har nok brug for en ny inhalator, for et sug er ikke nok, blir nød til 2 ad gangen og det er ca hvert kvarter, hvis jeg er vågen og “aktiv” går rundt, kan jo ikke lægge ned hele tiden.

Nu vil jeg slutte af for nu, og slappe af og fejre en vis lille-lort som fylder 2år i dag på 2021 sidste dag, er meget træt for hun mente hun skulle op kl 5, og så var hun i hopla, så har da fået lavet tunmoussen til i aften, men kl. 7.30 faldt hun i søvn igen, så mon ikke jeg skulle se og vække resten af familien og så kan vi måske få vækket lille-lorten med en fødselsdags sang og få lunet lidt rundstykker, og bare nyde hinanden på årets sidste dag.

GODT NYTÅR